Dansk navn: B6-vitamin

Alment: Har du ensidige kostvaner og for stort forbrug af alkohol, kan du mangle B6-vitamin. Store doser kan lindre humørsvingninger før menstruation og kvalme hos gravide. B6-vitamin omfatter de kemiske forbindelser pyridoxin, pyridoxal og pyridoxamin, som alle har samme vitaminvirkning. De anbefalede daglige tilførsler er for voksne mellem 1 og 1,5 mg, højest hos mænd. Gennemsnitsindtagelsen i Danmark svarer nogenlunde til anbefalingerne. Høj proteinindtagelse synes at øge behovet for B6-vitamin.B6-vitamin bruges til forebyggelse og behandling af B6-vitaminmangel. Mangel på et enkelt B-vitamin er sjælden, som regel vil der være tale om en mangel på flere af B-vitaminerne, hvorfor behandling med hele B-vitaminkomplekset vil være at foretrække. Nogle undersøgelser har vist gavnlig effekt ved indtagelse af store doser B6-vitamin ved kvalme og opkastninger under graviditet og ved humørsvingninger før menstruationen (præmenstruelt syndrom) samt en speciel form nervebetændelse af en af de store nerver, som forsyner musklerne i hånden (karpaltunnel syndrom) og nervebetændelse som følge af sukkersyge og ved flere andre kroniske smertetilstande. Der er dog delte meninger om B6-vitaminbehandling hjælper ved disse tilstande.

Naturlig forekomst: Vitaminet findes i varierende mængder i mange levnedsmidler, men kød, grøntsager og kornprodukter er hovedforsyningskilderne af B6-vitamin.

Funktion: Fungerer i form af pyridoxalfosfat i mere end 100 enzymatiske reaktioner i omsætningen af aminosyrer, kulhydrater og fedtstoffer. Undersøgelser tyder også på, at vitaminet spiller en vigtig rolle for immunfunktionen.

Mangel: En let ikke-symptomgivende mangeltilstand er ikke så helt sjælden, og da især hos personer med ensidige kostvaner ofte i forbindelse med større alkoholforbrug. Mangelsymptomer i form af mundbetændelse, irritabilitet, depression og konfusion samt blodmangel er sjælden, men ses nu og da. Ved B6-vitaminmangel vil indholdet i blodet øges af aminosyren homocystein, som sandsynligvis øger risiko for blodprop i hjertet. Mangel på folat er dog en hyppigere årsag til øget homocystein i blodet. (kilde: www.sundhed.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *