Fedt Kend dit fedt

Selv om fedt får skyld for megen ondskab, kan vi ikke undvære det.

Af Martin Kreutzer, diætist

Kostens fedtstoffer består af forskellige fedtsyrer, som inddeles i tre kategorier, nemlig:

mættede
enkeltumættede
flerumættede

Forskellene har stor betydning for vores helbred, og visse af fedtsyrerne er ligefrem livsnødvendige (essentielle).

Til de livsnødvendige fedtsyrer regnes de såkaldte n-3 og n-6 fedtsyrer, som vi ikke selv kan danne, og derfor er nødt til få gennem kosten. Disse fedtsyrer indgår blandt andet i dannelsen af membraner og hormoner, der styrer mange af kroppens funktioner, og er nødvendige for en normal vækst.

Kostundersøgelser viser, at indholdet af flerumættede fedtsyrer i danskernes kost ligger i underkanten af, hvad det burde, især når det gælder de såkaldte n-3 fedtsyrer, som vi primært får fra fisk, raps- og sojaolie. Den anden type, n-6 fedtsyrer, er mere udbredt og findes i planteolier og bløde margarinetyper.

Skab bedre balance
Generelt ville de fleste danskere opnå en bedre balance mellem fedtsyrerne i deres kost, hvis noget af det animalske fedt blev skiftet ud med vegetabilsk fedt, og hvis fisk forekom lidt oftere på menuen. Ifølge de gældende anbefalinger skal 10-15 procent af den samlede energi i maden stamme fra enkeltumættede fedtsyrer, mens de flerumættede fedtsyrer skal stå for 5-10 procent af madens totale energiindhold. Lige nu er billedet i den danske gennemsnitskost desværre et helt andet, for størsteparten af det daglige fedt er af den mættede slags.

Spiser man meget mindre fedt – under 20-25 procent af den daglige energi – er der næppe en helbredsmæssig gevinst ved det. Det kan tværtimod være svært at få tilstrækkelige mængder livsnødvendige fedtsyrer og fedtopløselige vitaminer indenbords. I praksis kan det desuden være vanskeligt at indtage tilstrækkelige mængder energi, hvis mindre end 20-25 procent af energien kommer fra fedt. Det betyder nemlig, at maden kommer til at fylde mere på tallerkenen, og det kan være vanskeligt at spise tilstrækkelige mængder mad under måltidet til at dække kroppens behov for vitaminer og mineraler. (kilde: www.sundhed.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *