Kategori Arkiver: Fisk

Lyssej

Lyssej kaldes også lubbe eller blåsej. Karakteristisk for lyssejen er, at den, i modsætning til den nærtbeslægtede sej, lever ved kystområder. De store fisk færdes ofte ved tilvoksede skibsvrag.
Lyssejens ryg er brun og den mørke sidelinie buer over brystfinnen. Gattet ligger under første rygfinne. Skægtråden mangler og underbiddet er kraftigt. Kødet er fast, lyst og delikat.
Lyssejen lever fortrinsvis nær bunden, både ved kyster og indtil 200 meters dybde. Den tåler ikke for lavt saltindhold.
Unge fisk lever af orme og mindre skaldyr, i modsætning til de ældre, som lever af sild og brisling.
Lyssejen gyder fra februar til april på ned til 100 meters dybde. Gydningen foregår altid tæt på lyssejens stamsted i en vandtemperatur på mellem 8 og 10 grader.

Torsk

Torsken skifter farve efter dens levested (f.eks. bliver den ildrød på stenet bund), men alle arter har en lys sidelinie. Desuden har de overbid og en skægtråd, hvorpå der sidder sanseceller, som gør dem i stand til at registrere, om der er føde i nærheden. Kødet er hvidt og saftigt.
Mindste fangstmål for torsk er 35 til 40 cm.
Torskens levevis er afhængig af, hvor den færdes. Den kan leve på lavt vand ved kysten og på stor dybde. Torsken er en decideret koldtvandsfisk, der om sommeren undgår de lavvandede kystområder, hvor vandet er for varmt. De nordligste arter vandrer i forbindelse med gydningen op til 1000 km. Der er seks store torskestammer, hvoraf bestanden i Nordsøen er én af dem.
Torsken er en altædende rovfisk. Den lever af såvel artsfæller som andre fisk så som tobis, brisling og sild samt af skaldyr, ja selv store krabber sluger den uden at tygge skjoldet.
Torskens kød bliver løsere i de varme perioder, hvor den tager mest føde til sig, modsat om vinteren og i gydeperioderne om foråret. En gammel regel siger, at man af samme grund kun skal spise torsk i måneder med “”r”” i.

Stenbider

Ligesom viben er et forårstegn for landmanden, er stenbideren det for fiskeren. Denne klumpede og meget uelegante fisk kommer i marts/april ind på meget lavt vand langs vore kyster og i fjordene. Her lægger hunnen æggene i store klumper på stenbunden. I parringstiden er hannen rødlig på bugen mens hunnen er blågrøn.
Hannen vogter æggene til de klækkes. Dethar vist sig, at stenbideren på trods af sit klodsede udseende kan foretage meget lange vandringer, og at den undertiden færdes nær havoverfladen. Hunnen kaldes også “”kulso”” eller “”kvabso””, og den fanges for æggenes skyld – disse forarbejdes til dansk “”kaviar.

Slethvar

Slethvarren minder meget om pighvarren, men skællene er normalt udviklede. Den gyder på samme steder og på samme tidspunkter som, pighvarren, så bastarder er ikke ualmindelige.
Den er venstrevendt ligesom pighvarren, men er slankere og mere grålig i farven.
Slethvarrens kød er hvidt, fast og velsmagende. Den erstatter ofte den dyrere pighvar i restauranter, hvor kokken “”glemmer”” at oplyse, at der er tale om en slethvar.
Slethvarren lever normalt på sandet bund i dybder ned til 50 meter.
Slethvarren spiser krebsdyr, blæksprutter og fisk.
I forårs- og sommermånederne gyder hunnen.

Skærising

Skærisingen har en giftig pig ved siden af gattet. I områder, hvor skærisingen fanges i større stil, ses ældre fiskere med deforme fingre, der skyldes mange års stik fra skærisingens pig.
Skærisingen er ru på overfladen ligesom skrubben, men kan især kendes på den karakteristiske langstrakte krop, den lige sidelinie og dens ensartede farve. Den optræder ofte som bifangst i rejetrawl. Den er en god spisefisk, men forhandles sjældent i fiskebutikkerne. I Sydeuropa betragtes dansk skærising som en af de bedste spisefisk. I Japan spises dansk skær-ising tørret.
Skærisingen lever på blød bund i dybder fra 35 meter helt ned til 1500 meter. Modsat mange andre fiskearter lever ungfisken på dybere vand end den ældre.
Skærisingen lever mest af bunddyr som f.eks. tanglopper, muslinger og slangestjerner.
Gydningen finder sted fra marts til september.

Skrubbe

Skrubben er ikke almindelig i Nordsøen, da den foretrækker at leve i områder med lavere saltindhold som i f.eks. Østersøen og Kattegat samt i Ringkøbing Fjord, hvor de kaldes flyndere. Den fanges i stort tal i Danmark sammenlignet med resten af Europa. Selv om skrubben ofte har røde pletter ligesom rødspætten, kan den let kendes fra denne på sin ru overside. En blanding mellem en skrubbe og en rødspætte kaldes en “”leps””.
Skrubbens farve kan variere, men dens hud er altid ru på øjesiden. De fleste skrubber er højrevendte, men omkring en trediedel af dem er venstrevendte. Der findes 6 forskellige geografiske underarter, der alle har deres eget særpræg. Skrubben er en ret god spisefisk med blødt og let vandet kød.
Skrubben lever i såvel saltvand som ferskvand på dybder ned til 25 meter.
Skrubben lever af bunddyr såsom orme og muslinger samt af småfisk.
Gydningen foregår fra marts til maj.

Rødfisk

Når fiskenettene med rødfisk trækkes op fra de store havdybder, betyder trykforskellen, at svømmeblæren udvides. Indvoldene kan presses ud af munden på fisken, og de store øjne står nærmest på stilke.
Rødfisken er genkendelig på sin røde farve, den lyserøde mundhule og de mange pigge på gællelåget. Kroppen er dækket af store piggede skæl. Hannen har et vortelignende kønsorgan. Fisken vokser, som andre dybhavsfisk, langsomt og kan blive op til 60 år gammel. Kødet er lysrosa, og rødfisken er en god spisefisk, der holder sig frisk længe efter fangsten.
Arten trives bedst på bund, hvor der findes brat skrånende klippegrund og i dybder fra 100 til 900 meter.
Rødfisken lever af krill, sild og torskefisk.

Knurhane

Knurhanen knurrer faktisk. Ved hjælp af en muskel kan den sætte svømmeblæren i svingninger. Det er disse svingninger, som frembringer den knurrende lyd, som skal skræmme potentielle fjender bort.
Knurhanens hoved er dækket af et benpanser. De frie nederste stråler i brystfinnerne fungerer som føleorganer og “”ben””.
Rød knurhane kan kendes på den rødlige farve og de lange brystfinner, der når til gatfinnen. Den har en glat sidelinie i modsætning til den grå knurhane, der har benknuder langs sidelinien. Den unge grå knurhane er rødlig, den ældre er gråbrun.
Begge arter er gode spisefisk med fast, hvidt og lidt tørt kød.
Den røde knurhane lever i stimer på bunden fra 20 til 150 meters dybde. Om natten lyser dens mundvige fosforescerende på grund af nogle små, selvlysende organismer, som har sat sig fast på fisken.
Sild og små fladfisk er rød knurhanes vigtigste føde, mens grå knurhane foretrækker forskellige rejearter.
Begge arter gyder fra april til august.

Karpe

Karpen har i Kina været holdt i dambrug i de sidste 2.000 år. Siden da “”importerede”” -formodentlig romerne karpen, og senere har europæerne fremelsket adskillige varianter.
Karpens skældragt varierer inden for forskellige hovedtyper. De vigtigste er: Skælkarpen, der har ensartede skæl, spejl-karpen, der har få skæl af forskellig størrelse, og læderkarpen, der nærmest er skælløs.
I overmunden sidder to lange og to korte skægtråde. Ryggen er mørkeblå, sort eller mørkegrøn og bugen er gullig. Kødet er mørkt og ret hårdt i konsistensen. Den er en ret god spisefisk, der især er vigtig næring i Østeuropa og Østen.
Efter gammel tradition spiser jøderne fiskefrikadeller blandet af forskellige karpearter.
Karpen lever i vandområder med blød dyndbund, men også på tilgroet sandbund. Frem for alt foretrækker den roligt varmt vand. Karpen indførtes i Danmark i 1560.
Karpen søger sin føde i alle vandlag. Den æder planter, snegle, muslinger og alger. Den åbner munden på vid gab og suger føden ind som en støvsuger.
Den gyder om sommeren, når vandtemperaturen i et par måneder har været over 18 grader.

Hvilling

Små hvillinger er en plage for lystfiskere, da fiskene har en uforklarlig evne til at nippe til maddingen, indtil agnen er ædt, uden at komme i karambolage med krogen.
Hvillingen mangler skægtråden. Den kendes på de spidse tænder og overbiddet samt den sorte plet ved grunden af brystfinnen. Som mange andre torskefisk har den tre rygfinner og to gatfinner. Farveskalaen går fra lys ved bugen til mørk ved ryggen. Farveintensiteten svækkes hurtigt efter fangst. Kødet er hvidt og velsmagende. Anvendes i England til favoritspisen: Fish & Chips.
Den lever ofte tæt ved kysten og kan findes på alle dybder ned til 200 m.
Hvillingen lever af småfisk og mindre skaldyr. Af og til æder den også sin egen art.
Den gyder i danske farvande i marts og april på en dybde fra 30 til 100 meter.
August og september er de bedste fangstmåneder, men hvilling må fanges hele året.

Hornfisk

Hornfisken er en formidabel hurtigsvømmer og en god fighter. Den jager ved hjælp af synet og er derfor lettest at fange om dagen. Nyfangede hornfisk har ofte en udefinerlig ram lugt, som ingen kan give en fornuftig forklaring på.
Hornfisken er let genkendelig på den tynde langstrakte krop og den lange næblignende snude med de mange nåleformede tænder. Skællene er meget små. Ryggen er mørkeblå, siderne sartgrønne og bugen er skinnende hvid.
Hornfisken er en ganske god spisefisk – måske lidt tør, men mange afskrækkes af de grønne ben, der skyldes et helt ufarligt farvestof: Vivianit.


Den normale maximale størrelse er på ca. 100 cm med en vægt på 1,5 kg.
Hornfisken er en pelagisk art, der svømmer i stimer nær vand-overfladen. Hornfiskens vandring er helt speciel. Efter gyd-ningen svømmer stammer fra Danmark til De britiske Øer og mødes der med stammer fra Middelhavet.
Føden består af forskellige torskefisk, brisling, sild og blæk-sprutter.
Hornfisken gyder første gang, når den er 2 år gammel. Gydningen foregår i slutningen af maj til juli måned.
Hornfisken befinder sig fortrinsvis i vore farvande fra april til juli.

Helt

Helten er en laksefisk, der kræver rent vand for at kunne eksistere. Inden for heltfamilien findes adskillige arter, der selv for specialister er vanskelige at adskille fra hinanden. Tilmed findes et utal af bastarder, der yderligere besværliggør en sikker identifikation. Nogle fagfolk hævder, at der i -virkeligheden kun eksisterer een art med en række forskellige livsformer.
Helten har en langstrakt krop med sølvglinsende skæl. Hale-finnen er dybt indskåret i fisken. Den har en lille mund med overbid – i munden sidder små fine tænder. Kødet er hvidt og fast. Den er en fremragende spisefisk, som minder om laks i smag og konsistens.
Mindste fangstmål er 36 cm.
Helten lever kun i de koldere områder på den nordlige halvkugle. Den lever i søer, floder og i brakvand. Ved den sydlige del af dens udbredelsesområde lever den i dybe, kolde søer.
Helten er en stimefisk, der lever af plankton og bunddyr. Den er også kendt for at æde rogn
Helten gyder normalt om vinteren. Gydeperioden starter, når vandtemperaturen er omkring 7 grader. Æggene lægges frit i vandet på åbent hav eller i ferskvand.
Helten er totalfredet fra 1. november til 31. januar.

Helleflynder

Helleflynderen er Nordatlantens ubestridt største fisk inden for fladfiskegruppen, men de særlig store eksemplarer på over 100 kg er sjældne. I modsætning til andre fladfisk kan helleflynderen blive meget gammel. Man kender eksempler på fisk, der er over 60 år gamle. Helleflynderen er slank sammenlignet med andre fladfisk. Munden er stor, og sidelinien slår en bugt over brystfinnen. Den er højrevendt, har en jævn gråbrun farve på oversiden og en hvid underside.
Af mange eksperter regnes helleflynderen for verdens bedste spisefisk. Kun få andre arter giver så store stykker hvidt, benløst og velsmagende kød. Priserne er imidlertid steget proportionalt med de faldende fangster.
I danske farvande er der ingen mindstemål. Helleflynderen vokser langsomt, men der er eksempler på helleflyndere på 240 cm og så tunge som 300 kg. Den urokkelige Danmarksrekord blandt lystfiskere stammer helt tilbage til 1885, hvor der blev fanget en helleflynder, som vejede 107 kg.
Om vinteren lever den nær bunden på dybder ned til 2000 meter, og om sommeren søger den mod lavere vand nærmere kysten. Den vandrer over meget store afstande.
Helleflynderen æder forskellige store fisk, f.eks. torsk og kuller. Selv små hajer fortærer den.
Kødet er mest velsmagende i vinterhalvåret.

Hellefisk

Hellefisk, som er en slægtning til helleflynderen, lever i de artiske farvande og kan blive op til 1 m lang og kan veje op til 25 kg. Kødet er temmelig fedt og derfor egner det sig godt til røgning. Den grønlandske, røgede hellefisk er en kendt delikatesse. I øvrigt kan mindre eksemplarer tilberedes som andre fisk f.eks. ved stegning eller pochering. Fås hele året frisk, frossen eller røget.

Glaskål

Glaskålen kaldes også overjordisk kålrabi eller knudekål. Den omtales første gang i 1722 i en gammel havebog. Selvom den er en skattet og flittigt anvendt grønsag både i Tyskland og Sverige, er den kun lidt kendt og brugt i danske køkkener. Navnet glaskål skyldes, at kødet virker glasagtigt.
Glaskålene er meget lækre i salatskålen skåret i terninger eller tynde skiver, kogt som selvstændig grønsag eller i supper og gratiner.
Den alsidige stængelknold forveksles ofte med kålrabien til trods for, at det er den opsvulmede stængelknold der er den foretrukne spise på grønsagen, mens det på kålrabien er rodknolden.
Ofte sælges begge grønsager i samme størrelse, og ved vintertide uden blade kan de minde om hinanden. Men man kan se forskel, på glaskålen kan arrene efter de udvoksede blade stadig ses, mens kålrabien er helt glat.
Glaskålen er uhyre taknemlig at dyrke, selv på næringsfattige jorde lykkes det at fremdrive saftige knuder, der kan anvendes i mange gode retter. Den findes i mange forskellige sorter. Herhjemme dyrkes enten en grøn eller en blå sort.
Glaskålen kan stå ude hele året, gerne med et let dække. Den afløser majroen i august og har sæson lagt ind i vintermånederne. Når glaskålen har opnået en størrelse som en kaffekop høstes den, men kan dog opnå en størrelse som en almindelig roe og er da også anvendelig i madlavning.
Tips og råd
En glaskål af normal størrelse vejer ca. 200 g.
Bladtoppen kan udmærket anvendes, der dyrkes sågar sorter i Italien, hvor det specielt er de krusede blade af knudekålen, der foretrækkes. Fjern kun skrællen, hvis den virker for hård eller er mindre pæn.

Gedde

Gedden er en stor ferskvandsfisk, gennemsnitlig omkring 2 kg, men ældre eksemplarer kan veje op til 20 kg.
Gedden har mange, meget fine ben og er derfor temmelig svær at gøre i stand. Gedden tilberedes hel eller udskåret alt efter størrelse og kan steges, grilles eller pocheres. Den er også velegnet til fars og fiskeboller (de franske quenelles). Sæsonen strækker sig over det meste af året fra maj til marts. Ses sjældent hos fiskehandleren.

Aborre

Kendes på, at den forreste rygfinne har kraftige pigstråler og en mørk plet, bageste rygfinne er blød. Fiskens krop er høj, nærmest puklet. Ved overgællelåget er der en kraftig pig. Farven er, afhængig af dens levested, nærmest mørk oliven på ryggen og bugen lys med røde bugfinner. Aborren kan anvendes hel, udskåret og fileteret som stegt, kogt eller dampet.

Sild

Saltede sild har i de sidste tusind år været en af de vigtigste proteinkilder for europæerne,og det er stadig en væsentlig spisefisk i Danmark. Tidligere anvendtes mængder af småsild også i industrien til fremstilling af f.eks. fiskemel og fiske-olie.
Sildens krop er dækket af skæl, som let falder af. Til forskel fra brisling, som ligner silden meget, sidder sildens bugfinner længere tilbage end rygfinnen, bugens skæl mangler torne og gællelågene er glatte. Silden er ved fangsten skinnende blågrøn, men mister hurtigt farven.
Silden er en populær og god spisefisk.
I Nordsøen lever de store sildestammer: Nordligst Buchan–silden, derefter Dogger-silden ved Doggerbanke og sydligst Downs-silden, der færdes i Den engelske Kanal. Efter gydning overvintrer de to nordligste stammer i Norske Renden, den sydligste trækker syd for Dogger Banke.
Sildens vigtigste føde er plankton, krebsdyr og snegle, som den knuser med sine forbavsende hårde tænder.
Silden må fanges hele året.Vårsild: Forår. Fedsild: Sommer. Høstsild: Efterår. Storsild: Vinter.