Slangen fristede Eva til at plukke æblet af kundskabens træ og hun gav Adam en bid af æblet. Æblet spiller en rolle i mange myter og legender og har været betragtet som kærlighedens frugt som Afrodite, kærlighedens gudinde, ejede.

Æbletræet stammer muligvis fra Østasien, og vi kan takke munkene for det store kendskab til mange æblesorter, idet de podede og dyrkede sorter på vildæbler.

Der er stor forskel på de enkelte æblesorters udseende og smag. Den årlige danske æbleproduktion ligger på 85.000 tons på trods af den hårde konkurrence fra udenlandske æblefirmaer. Nogle af de vigtigste danske æblesorter er Rød ananas, Belle de Boskoop, Bodil de Neergård, Mutsu, Cox orange, Cox pomona, Philippa, Golden Delicious, James Grieve, Ingrid Marie. Pigeon m fl.

Æbler spises som frisk frugt og kan købes friske året rundt. Der kan også købes tørrede æblestykker eller æblemos på glas. Et æble om dagen slår doktoren på bagen. Et syrligt æble er god spise i fintreven stand, hvis man har diarre.