Dild (Anethum graveolens) er høj og kraftigtvoksende. Det er en af de krydderurter der nemt kan såes direkte på voksestedet, og alligevel udvikle sig til en stor plante i løbet af kort tid.
Der findes både bladdild og skærmdild. Skærmdild udvikler, som navnet antyder, store Blomsterskærme, der bruges ved syltning af asieagurker m.m. Bladdilden udvikler også blomsterskærme, men giver mere bladvækst over en længere periode end skærmdilden. Bladene bruges i fiskeretter, som grønt drys, og til at koge med i en grydefuld nye kartofler. Bladdild bruges også tit som pynt. Dild er enårig.