Navnet porre kommer af det latinske ord, Porrum, som betyder løg og porren tilhører, ligesom alle løgarter, liljefamilien.
Planten skulle efter en foreliggende teori stamme fra de schweiziske alper, hvor den skulle have vokset i klippespalter, men ellers synes alt at tyde på, at den oprindeligt kommer fra Middelhavslandene.
Vi ved, at den var en kendt og anvendt køkkenurt i det antikke Rom. Den romerske kejser Nero havde en brændende interesse for porrer. Han spiste den i den tro, at han fik en bedre stemmeføring af det. Nu dyrkes den fra Grønland til Orienten og er mange steder en vigtig kulturplante.
Porrens løgsmag er mild og tåles godt af sarte maver. Roden danner ikke noget løg, men saftige bladskeder, som er den del af planten vi værdsætter mest. Toppen, den grønne del af porren, har dog det største vitaminindhold og bør derfor finde langt mere anvendelse.
Den hvide rod fås ved at hyppe jord op omkring stænglen og ved hyppigt at klippe toppen af fås en tykkere porre ved høst.
Herhjemme dyrker vi både en sommer- og en vinterporre. Porren høstes normalt som etårig, men får den lov at stå endnu et år, udvikles der ved roden ret store løg, som vokser op til nye porreplanter. Disse planter sætter underjordiske sideløg, der til forveksling minder om perleløg.
Vinterporrer tåler frost og kan stå ude vinteren igennem.
Tilberedning:
Porrer skylles godt og grimme bladdele fjernes. Den trævlede rod skæres af og kan evt koges med i en fond.
Porren renses ved at stikke en urtekniv ind i porren, hvor den hvide del begynder, og lave et kryds op gennem den grønne del. Læg den derefter i vand eller skyl den grundigt, da den kan samle mange urenheder mellem bladskederne.
Brug endelig den grønne top, hvor det er muligt. Den har det største næringsindhold og kasseres alt for ofte i den tro, at den er et overskudsprodukt.
Skal porrer indgå i salatskålen, deles de først i 4 dele på langs og strimles derefter.
Porrer kommes i kogende letsaltet vand og skal ikke have for længe (8-10 min) ellers mister de deres sprødhed.