Mørksej kendes også under navnene gråsej eller bare sej. Sejen er meget glubsk og søger ofte ind til kysten efter føde. Fiskerne kalder fisken for mørksej i modsætning til lubben, der kaldes lyssej.
Sejen er den mørkeste af sine artsfæller i torskefamilien. Den har en blåsort ryg og en næsten lige, lys sidelinie. Skægtråden mangler eller er ganske lille og den har underbid. Gattet er placeret under den bagerste del af den første rygfinne. Kødet er en smule mørkere og blødere end torskens.
Sejen lever i åbent hav. Den vandrer langt omkring i stimer, ofte for at jage sild.
Den lever af småfisk, fiskeyngel samt krebsdyr, som effektivt filtreres fra vandet ved hjælp af et veludviklet gællegitter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *