Soyabønnen stammer fra Østasien og har været kendt i Kina i mere end 5000 år. Planten kan blive 25 – 150 cm høj, men de fleste sorter bliver ca. 50 cm høje.
Soyabønnen findes omtalt i de ældste kinesiske skrifter om ernæring og har også været anvendt som medicin. Den er stadig vigtig som næringsmiddel i dagens Kina og kaldes også »kødet uden ben«.
Soyaplanten indtager en særstilling blandt bælgfrugterne, idet proteinindholdet er meget højt. De modne frø indeholder:
+ 40% protein
+ 25-20% kulhydrat
+ 2% lechitin
+ 20% fedt og enzymer
Desuden indeholder den et stof, der hedder cutciin, som har en gavnling virkning mod åreforkalkning.
Soyabønnen er i dag en livsvigtig afgrøde i mange mellem- og sydøst-europæiske lande. Det er først i vort århundrede, at dette vigtige ernæringsmiddel har fundet indpas i de højt industrialiserede samfund. Den indførtes feks. først i USA i 1885, hvor den skulle dyrkes til kvægfoder. I dag er USA verdens største soyabønneproducent.
Til Europa kom soyabønnen i 1904 takket være en tysk botaniker, og produktionen blev først og fremmest taget op i Sydøsteuropa. Planten kræver et varmt klima for at kunne trives, og under koldere himmelstrøg giver den kun ringe udbytte.
I rå tilstand er soyabønnen nærmest uspiselig. Den har en bitter smag og indeholder et stof, der virker hæmmende på det protein-nedbrydende enzym-trypsin. Ved kogning forsvinder dette stof, og bønnen bliver fordøjelig.
I Østasien har man behandlet soyabønnen på mange måder feks. ved kogning, stampning, gæring og ved tilsætning af salt og skimmelsvampe. Resultatet er blevet mange forskellige produkter, som vi også kan købe i butikkerne i dag:
Miso – koji – tamari – okara og tofu.
Også i USA har man udviklet forskellige produkter af soyabønnen. Det gælder feks. forskellige kødlignende soyaprodukter, der fremstilles på basis af teksturerede, affedtede soyabønner. Danmark fremstiller også sådanne produkter, kendt fra navne som Danprotex og Dantex. Produkterne kan i dag købes som soyapølser, soyabøf, postejer m.v.
Soyaprodukter er billigere end kød og vil kunne indgå som et brugbart alternativ hertil.
Ernæringseksperter anser det for sandsynligt, at soyabønnen vil komme til at indtage en stadig større andel i vores ernæring, og forudser dermed et stigende antal allergikere, som ikke vil kunne tåle de stoffer bønnen indeholder. På nøjagtig samme måde som det blev tilfældet, da det øgede forbrug af mælkeprodukter skabte et stigende antal mælke-allergikere.
Den der har svært ved at fordøje hele kogte soyabønner kan måske bedre tåle den i spiret tilstand eller i form af et af de mange forskellige produkter, der findes på markedet, feks. tamari eller tofu. Tofu kaldes også soyaost og er let fordøjeligt, Zenbuddhistiske munke, som faster i flere dage og kun drikker dug, spiser således udelukkende tofu efter en sådan lang faste-periode.
Af soyabønnen kan der fremstilles soyamælk, som i smag, farve og konsistens minder utroligt om almindelig mælk. Denne mælks næringsindhold ligger nærmere modermælk end komælk og kan således anbefales til de mange børn, der i dag fødes som mælkeallergikere. Ko-mælk har et højere protein-og fedtindhold, som gør det sværere fordøjeligt end soyamælk og modermælk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *