Tomat

Tomat er aztekisk – tumatl – og betyder opsvulmet frugt. Planten tilhører natskyggefamilien, sammen med kartofler, auberginer og peberfrugt. Egentlig er tomaten et opsvulmet bær, men den bruges som en grønsag.
Tomaten stammer fra det sydamerikanske kontinent og vi lærte den at kende da conquistadorerne sendte den hjem, sammen med andre skatte som guld, mineraler og grønsager. I Frankrig kaldte man den for kærlighedsæblet, bl.a. fordi man troede det muligt at miste forstanden ved at spise den.
Den kommer til England omkring 1770, men bliver først taget i anvendelse i køkkenerne langt senere. Munkene dyrkede den i klosterhaverne, men mest som en prydplante. Den nordiske husmor begynder at bruge den grønne umodne frugt, mens de modne røde kastes på møddingen, fordi de ser så giftige ud. For lidt over 100 år siden skulle en engelsk major have bragt en kurv
modne røde tomater til torvs, som han med vellyst spiste foran en måbende forsamling, hvoraf flere af de omkringstående besvimede af skræk. Det blev fint at spise røde tomater i Danmark, fordi nogle lægefruer i Vejgård, der ligger på Ålborgkanten, købte tomater.
Da drivhuskulturen blev almindelig omkring år 1900, begyndte tomatproduktionen at tage fat, i et parløb med oplysningsarbejdet om vitaminernes betydning for kosten. I dag høstes der ca 30 millioner tons tomater i verden og gennemsnitsdanskeren spiser ca 10-11 kg om året.
Der findes over 60 forskellige tomatsorter og de varierer i størrelse, smag og farve. De høstes fra de er på størrelse med en femmer (og kaldes så sherrytomater) og kan opnå at veje helt op til 1 kg (bøftomater). Farven kan skifte fra grøn til rød, gul og hvid. Og der eksperimenteres meget med
planten. I USA er det lykkedes at fremstille en sort, der er firkantet og som kan falde 1½-meter uden at tage skade, men desværre har den mistet enhver smag og næringsindhold på vejen.
Producenterne er dog glade for et produkt, som er så let at pakke og som kan holde sig længe.
Videnskaben har også evnet at krydse en tomat og en kartoffel den såkaldte Tomoffel – hvis egenskaber det dog er for tidligt at udtale sig om.
Når man ser, hvor populær tomaten er nu om stunder, er det svært at fatte, at den for bare 50 år siden var forholdsvis ukendt herhjemme. Nu bruges tomater som pålæg, i salater og supper, som puré, til ketchup, henkogt o.m.m.
Tilberedning:
Tomater kan bruges i umoden og moden stand. En god tomat skal have en fast konsistens og en ensartet farve.
Tomater indeholder etylen, som får andre grønsager til at modne hurtigt eller rådne, ligesom æbler, der kan få tomater til at modne hurtigere, hvis de lægges sammen. Tomater kan gemmes i længere tid, indpakket i papir hver for sig på et koldt, mørkt sted.
Tomatpastaer holder længere, hvis de tilsættes salt. Gem ikke tomatprodukter i åbnede konservesdåser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *