Vildsvinet

Vildsvin Jagttid: Orne: 1. sept. – 31. jan.
So og grise: 1. okt. – 31. jan.

Vildsvin

Jagtudbytte pr. år: Opgøres ikke, da vildsvinet ikke betragtes som fast hørende til den danske fauna.
Handel med vildsvin er tilladt.

Vildsvinet indvandrede til Danmark i fyrreskovstiden og har op gennem stenalderen været et vigtigt jagtvildt. Antagelig på grund af klimatiske forandringer synes vildsvinet at være forsvundet fra Danmark omkring 1500-tallet. Forsøg på udsætning synes ikke at have haft nogen generel virkning. Vildsvinet betragtes derfor i dag kun som sporatisk forekommen – ofte er der tale om dyr,som dysfra har passeret grænsen til Tyskland. En mindre, fast bestand i Sønderjylland gav i efteråret 1995 anledning til nogen politisk uro, som tilsyneladende endte med, at vildsvinet forsat kan jages som andet vildt efter generelle jagttider.
Derimod holdes vildsvin under hegn i mange dyrehaver og opdrættes i mindre hegninger, da kødet er stærkt efterspurgt. Vildsvin kan krydres med tamsvin.
Vildsvin er udbredt over hele Central- og Mellemeuropa samt Mellemasien og Nordafrika. Her spiller vildsvinet en betydelig rolle i naturen – dels som skadevoldende vildt og dels som jagtbytte. Som eksempel kan nævnes, at der i Tyskland i 1994 blev nedlagt 313.000 vildsvin med en samlet kødvægt på over 15.000 tons og til en værdi af over 150 mill. DM – omkring 40% af den samlede værdi af vildt nedlagt i Tyskland.
Vildsvins levevis og adfærd gør det til et udfordrende jagtbytte. Jagten drives dels som tryk- og drivjagt i dagtimerne. Vildsvinene drives med hunde ud fra deres dagkvarterer dybt inde i de store skove og skydes, når de passerer skyttekøden. Men mange vildsvin skydes i skumringen eller ved månelys om natten på afstand. D.v.s. fra en fast standplads, platform, hoch-sitz, ofte i form af en mindre, velisoleret hytte anbragt på stolper el. lign. Denne jagt anses af mange jægere for den mest spændende overhovedet. Vildsvinet anses for at være det mest opmærksomme og “”intelligente”” væsen af alle vildtarter. Det reagerer på fremmede lyde eller lugte og flygter så snart menneskefært når næseborene. Dramatiske historier fra vildsvinejagten er ikke alle uden en vis overdrivelse, men det er kendt blandt erfarne vildsvinejægere, at anskudte dyr går til angreb på mennesker og hunde.
Især kan ældre orner være farlige, hvis de får lejlighed til at bruge deres store hugtænder i underkæben. Disse udgør det eftertragtede trofæ og kaldes også for “”våben”” (Waffen). De kan blive over 20 cm lange – dog er kun 1/3 af tænderne synlige – resten er forankret i underkæben.
Vildsvinekød er velsmagende – bedst er kødet af helt unge dyr. Kødet skal ikke hænge (modne) som hjortevildt. Af hensyn til trikinfare skal kød af vildsvin dyrlægekontrolleres før det bringes i handel/bruges.

Tekst af: Carl Grønbjerg
For mere viden om vildt og opskrifter, se/køb bogen: Hvor vildt kan det blive… http://www.arnoldbusck.dk/boeger/kogeboeger/hvor-vildt-kan-det-blive

http://www.skoven-i-skolen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *